Kamma Kaae

billedkunstner

DUALITET I SINDET

Det drejer sig om: Forskellighed – dualitet – i udtrykket på lærredet. 
Det kan være en periode, hvor trangen til tomhed, alenehed, udsyn, at forsvinde ud i storhed – i et minimeret udtryk – er vigtig. 
Eller modsat – en tilstand, hvor kompleksitet opleves, hvor lag på lag på lærredet lægger sig i geometriske, geologiske former blandet med løse måske organiske felter – til en blandet abstraktion. 

TRANSFORMATIONER - kultur og natur

Jeg er fascineret af voldsomhederne i naturen afstedkommet af forskydninger i de kontinentale plader.  Dybt fascinerende med forandringer på et splitsekund eller over millioner af år. I maleprocessen fornemmer jeg voldsomhederne kropsligt, sågar kan jeg indimellem smage mineraler, det kemiske i det geologiske.
I det univers skaber jeg en fraktureret billeddannelse , Fractured Images, som en serie hedder, med naturgeologiske skulpturelle former, arkitekturlignende formationer, det kulturelle – med evt. ingeniørlignende fragmenter.  
Et scenarie i forskellig dosering – fra let nedbrydning til total eksplosion. 
 
 

ARKTISKE FORMATIONER

Jeg føler mig stærkt forbundet til det arktiske, det nordiske. Flere udtryk er fantasier, andre udtryk er inspiration fra rejser langs øst – og vestsiden af Grønland, i Færøerne og Island. Min farveholdning er jo også kølig nordisk. 
Kraftfulde strukturer, skulpturelle isdannelser eller forskellige lavadannelser til bjerge af basalt skabes. 

KONKRETE Formationer

Ud af en genkendelig form kan jeg vælge en detalje, der er spændende. Derudover måske f. eks vendt 90gr og skabe en for mig interessant konstruktion. Her kan jeg arbejde med forskellige teknikker. 
 
Ud i det minimalistiske har jeg interesseret mig for: ‘hvor lidt skal der til for at udtrykke, det du vil?’ Her bevægede jeg mig ind på meget stramt, konkret udtryk. Stor forenkling, men er senere vendt tilbage til konstruktionerne, der ligger lige til højrebenet. 
 

TEGNING OG COLLAGE

Indimellem er det rart at arbejde med andet materiale, som papir fra magasiner, nodehæfter eller karton. En afslappende og sjov proces.
Jeg klipper former frit uden at tænke og kan uforpligtende vende og dreje samt se, om bagsiden er spændende. Så skabes motivet.
Måske tegner jeg først og kan også male på emnet. Baggrunden er på lærred eller papir.